Bygherre: Ringsted Kommune & Ringsted Forsyning
Entreprisesum: 60 mio.
Entrepriseform: Hovedentreprise
Entrepriseperiode: 2019 – 2020
Byggemodning med rekreativt anlæg
Hovedentreprisen for Ringsted Forsyning A/S, Spildevand A/S og Kommune omhandler erhvervsbyggemodningen på et 136 hektar område på Jordemodervej for Business Park Ringsted, der grænser op til E20 motorvejen.
Arbejderne omfattede muld- og råjordsarbejder samt etablering af belægninger i form af kantsten og fliser samt asfalt på nyetablerede veje.
Der blev etableret planum til nye veje-, regn- og spildevandsledninger samt udgravning og terrænregulering for fire nye regnvandsbassiner i grønne områder. Til assinerne blev der etableret ind- og udløbsbygværker, hvoraf de fleste vil stå permanent under vand og er sikret med stensætninger for at forhindre erosion.
Omprofilering af Kværkeby Bæk
Entreprisen indeholdt omprofilering af Kværkeby bæk samt nedbrydning af eksisterende olieudskiller og rørbygværk samt etablering af 2 nye olieudskillere og nyt bygværk under Jordemodervej i forbindelse med krydsning af Kværkeby bæk.
Der blev etableret pumpestationer samt udført styret underboring af en 1.500 meter lang Ø400 trykledning i Ø500 foringsrør under Vestmotorvejen for tilslutning til eksisterende kloaksystem. Der blev etableret betonledninger og øvrige ledninger i dimensionerne Ø300-2000 samt betonbrønde op til Ø2000 i dybder ned til 7,5 meter. Derudover blev der sat pumpestationer i 7 meters dybde.
Afslutningsvis blev der plantet træer og busker samt sået græs på større grønne arealer i og omkring regnvandsbassinerne.