Bygherre: Københavns Kommune
Entreprisesum: 40 mio.
Entrepriseform: Hovedentreprise
Entrepriseperiode: 2024 – 2025
Jord-, lednings- og belægningsarbejder på skole i drift
Som underentreprenør til Enemærke & Petersen etablerede Zøllner forsynings-ledninger, renoverede og udvidede vejene Klitmøllervej, Hanstholmvej, Hirtshalsvej og Hvidbjergvej omkring skolen samt indkørsler på skolens område.
Infrastrukturen mellem de nyopførte bygninger blev udført samtidig med det øvrige byggeri, hvilket stillede høje krav til håndtering af grænseflader. Jord-, lednings- og belægningsarbejdet omfattede især etablering af afvandings-ledninger, forsinkelsesbassiner under terræn, pumpebrønde og fedtudskillere, diverse brolægningsarbejder, herunder havneholmfliser udført i modulbelægning i tre forskellige dimensioner, vandrender udført i chaussésten mv.
Etablering af aktivitetsområder
Til leg og bevægelse etablerede Zøllner legepladser og aktivitetsanlæg i form af parkourfaciliteter, boldbaner, multibaner og basketbaner med tilhørende gummibelægning/sportscoating og faldunderlag, herunder faldsand under klatre- og legetårne samt junglebaner. Som en del af belægningsarbejdet blev der udført termoplastmarkeringer til leg, læring, opstribning til hinkestensleg, boldbane, ostebane, samt figurer som elefanter og bier.
Der blev opsat diverse inventar som skulpturer, pullerter, cykelstativer og skure, borde bænke sæt samt belysningsmaster til vej- og skolegårdsarealer, flagstang, træstammer og kampesten samt etableret et insekthotel.
Arbejde udført for TRUST
Som en del af Københavns Kommunes strategiske partnerskabsaftale for renovering og udvidelse af kommunens skoler blev projektet gennemført med fokus på at skabe billigere og bedre byggeri med færre forsinkelser i projekterne.
Zøllner bidrog løbende med optimeringer af entreprisen, samt bidrog med input til færdigprojektering af anlægsløsninger. Store dele af arbejdet blev udført, mens skolen var i drift, samt mellem de nyopførte bygninger, hvilket krævede løbende koordinering med de øvrige entreprenører på pladsen.